21.3.2023 | Special
Referat af specialbestyrelsesmøde d.13/3 2023
Til stede: Lisbeth, John, Bjørn, Ginny, Sakse, Michael, Mette, Millie, Christa, Bjarke, Lærke
Afbud: Thomas, Anne, Lene, Anne Grethe
- Valg af ordstyrer og referent; Sakse, Lisbeth.
- Godkendelse af dagsorden samt referat fra mødet i december (bilag; Referat v.1 og v.2). Bestyrelsen drøftede referatet fra december. Der var enighed om, at referatet lægges på hjemmesiden inkl. pkt. 3 Samarbejde fremadrettet, så de to versioner af referatet flettes sammen. Lisbeth har lagt det op.
- Aktiviteter og medlemstilbud, herunder evaluering af bestyrelsesseminar d.3-4/2 2023.
- Evaluering og opfølgning på bestyrelsesseminar (bilag; Bestyrelsesseminar/stikord). Drøftelse af bestyrelsesseminar på Konventum d.3.-4. februar. God energi, godt reddet af Martin, almen formand, da oplægsholder blev syg. Dette gjorde også, at ”dagsordenen” var mere åben og fri. Gruppearbejde fungerede godt, god oplevelse at møde de andre bestyrelser og udveksle synspunkter og erfaringer. Det var rart, vi kunne få et rum for os selv til middagen, så vi kunne tale sammen og lære hinanden bedre at kende. Vi havde et konkret eksempel med en happening, hvor vi lukker borgercenter Handicap med afspærringstape og skilte. Det er en enkelt happening, der ikke kræver mange mennesker. Et andet eksempel er en happening med at lægge velfærden i graven, et begravelsesoptog med kister og sørgende. Et tredje eksempel er en aktion med klistermærker med budskaber om stop for besparelser inkl. En QR kode, der henviser til en hjemmeside med forklaringer. Lisbeth undersøger, om kommunikationsafdelingen i LFS kan hjælpe med dette. Vi drøfter punktet videre under pkt.5.
- 1. Maj 2023 v/Lisbeth (bilag; Bartjans Fælledparken 1.maj 2023). 1.maj i gården afholdes som forgangne år med LFS kor, talere, Øglegøglere, Pingholms disciple og fanemarch mod Fælledparken. Vi bakker op om Martin Kragballes ide med udklædning i optoget, hvem vil være med (klædes ud som dinosaur)? Tema i Fælledparken er Fællesskab. I socialarbejdernes telt vil der være taler, blandt andet af Kirsten Løth, formand i LFS. Derudover er der planer om Arbejderquiz og musik ved Skørbug, som plejer at spille forrygende. Lisbeth er ansvarlig for barvagter i teltet. Ønsker man at stå i baren, kontakt Lisbeth på lisw@foa.dk. Baren er åben i tidsrummet kl.12.30-19.30.
- Faggruppelandsmøde d.15.-16.maj 2023. Hvem deltager? (LFS-døgn har 5 pladser). Der er ikke planlagt møder med formandskabet under faggruppelandsmødet. Vi kan stadig vælge at deltage med 5 pladser, evt. med et planlagt tema, der kan arbejdes med. Forslag til tema; arbejde med hvidbogen. I så fald kunne det være arbejdsgruppen. Mette kan ikke deltage, Michael, Ginny og Christa finder ud af, om de kan og melder tilbage til Lisbeth. Lisbeth prøver at få fat i et program til faggruppelandsmødet.
- Fredagsbar, 6 nye datoer. (bilag; mail/Fredagsbar). Der planlægges 6 fredagsbarer, 3 før sommer og 3 efter. Tidspunktet er som udgangspunkt kl.17-20, og der skal være en lukke-ansvarlig for hver gang. Datoer og forslag til temaer er følgende: 31/3 Quiz & pizza. 28/4 Dragbanko med veninderne. 2/6 Fællessang & bål. 8/9 OK-fredagsbar. 27/10 Champagnekontorets åbning. 17/11 Kvindernes sidste arbejdsdag. Der kan forekomme ændringer i forhold til temaer, så hold øje med hjemmesiden. Alle er velkommen (hvis man er korrekt organiseret), man er velkommen til at melde sig som frivillig til en eller flere fredage. Skriv til Lisbeth på lisw@foa.dk, hvis du vil hjælpe.
- Debatmøde om Work life balance i maj v/Mette Thingstrup (bilag; mail fra Martin Kragballe). Lisbeth afventer nyt fra Martin om praktiske detaljer. Det vil komme på hjemmesiden.
- Nordisk konference i Oslo d.20.-22.september 2023 v/Lisbeth. FO Oslo har booket lokaler og forplejning til en pris på ca. 2.200 kr. pr. person. Vi mangler at få styr på oplægsholdere til konferencen; er der nogen forslag? Det overordnede tema er Arbejdsmiljø med undertemaerne Digitalt arbejdsmiljø/stress, Tillidsbaseret ledelse samt Læring fra pandemien/covid. Lisbeth har løbende i februar og marts tjekket flypriser. En returbillet Kbh-Oslo ligger nogenlunde stabilt på knapt 1.400 kr. Hvis priserne holder, bliver det omkring 3.600 kr. pr. person (fly + forplejning). Vi kunne runde op og sige omkring 4.000 kr., så er det plus det løse. Lisbeth har tjekket op på overnatning/hotel; her er prisen på 2 overnatninger med morgenmad omkring 2.700 kr. Selve booking af hotel og fly, skal vi nok også have styr på inden længe. Hertil skal lægges udgifter til oplægsholdere m.m., da dette ikke er afklaret endnu. Mette har kigget på muligheden for at tage tog til Oslo, Lisbeth undersøger dette.
Endeligt deltagerantal er heller ikke afklaret endnu, men Lisbeth vurderer, at vi bliver 28-34 personer i alt fra København (LFS, Socialpædagogerne, DS). Et forsigtigt bud på samlede udgifter pr. deltager kommer op på 6.500 – 7.000 kr. Kan det gøres billigere, gør vi selvfølgelig det. Bestyrelsen drøftede, hvor mange deltagere vi sender afsted. Bestyrelsen bedes komme med tilkendegivelse hurtigst muligt, hvis de allerede nu ved, at de ikke kan deltage. Vi vil gerne undgå afbud i sidste øjeblik. Delegationens størrelse besluttes på næste møde i april.
- Gensidig orientering
- Handicaphvidbog; status og opfølgning. (Bilag; Oplæg om hvidbog på specialområdet i LFS). Arbejdsgruppen har haft møder med Claus Reffstrup (FU) og Henrik Krogh (faglig sekretær) omkring hvidbogen, der mundede ud i et skriv fra Henrik, der gav et bud på en fremadrettet proces. Efterfølgende har arbejdsgruppen drøftede de forskellige muligheder. Der var behov for at få afklaret, hvilke fingeraftryk LFS centralt ville sætte på hvidbogen, så Lisbeth, Helle og Claus tog et møde mere. Den korte version er, at hvis vi selv vil styre processen, skal hvidbogen forblive i bestyrelses regi. Den lidt længere forklaring er, at hvis LFS som organisation skal stå bag projektet, vil budskaberne blive gennemgået for at sikre, at LFS’ holdning kan forsvares efterfølgende. Det fremgik også af mødet, at der fortsat er uklarhed omkring indholdet og især budskabet med bogen. Hvad er målet? Taler vi området ned i stedet for op? Lisbeth har på vegne af arbejdsgruppen konkluderet, at vi tager hvidbogen tilbage i arbejdsgruppen, så vi kan bevare både integritet og autonomi. Samtidig foreslår Lisbeth, at arbejdsgruppen genbesøger konceptet og får talt om både processen, men også målet, hvad vil vi gerne opnå med hvidbogen; herunder tanker omkring deadline, lancering, formidling m.m. Der er sendt datoforslag ud til arbejdsgruppen, der arbejder videre herfra.
- Status på organisering v/Lisbeth. Lisbeth er i gang med at kontakte arbejdspladser i hovedstadskommunerne for at afdække potentiale for organisering. I første omgang er der gang i Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Brøndby på baggrund af tal fra FOA Overenskomst over ansatte på OK64.41, omsorgsmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Det er både tidskrævende og omfattende, og håbet er naturligvis, at arbejdet bærer frugt i form af øget organisering. Lisbeth drøfter med specialafdelingen, om ressourceforbruget skal udvides til andre end Lisbeth, måske i forbindelse med opnormeringen af deltidsstillingen fra 20 til 37 timer. Vi drøfter løbende organisering med TR’erne, opgaven er relevant for os alle. Der er desuden flere arrangementer i støbeskeen op til OK24, hvor det jo er vigtigt, man er organiseret korrekt i forbindelse med en mulig konflikt. Områdeformændene har planlagt koordineringsmøder flere måneder frem for at samle erfaringer, udveksle ideer og følge op på konkrete tiltag.
- HB, orientering fra sidste møde d.27/2 v/HB-medlemmerne. Der blev orienteret om økonomi både i LFS og FOA. Det er tydeligt, at der skal være fokus på organisering, fagbevægelsen mister medlemmer. LFS er i en lille fremgang, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. HB drøftede den kommende FOA-kongres 20-24/11 2023, hvor der skal drøftes struktur i fremtiden, blandt andet på baggrund af økonomien. Frem mod OK24 sættes flere initiativer i værk; lønkonference for TR, temamøder om roller og opgaver ifm. en mulig konflikt. Til næste HB-møde fremsættes et beslutningsforslag om et lønkrav til OK24 på 10.000 kr. mere om måneden.
- KL topmøde d.16-17/3. LFS deltager i en aktion foran KL topmødet i Aalborg for at støtte op om de Københavnske politikeres forslag om, at KL skal drøfte ligeløn. Det er FU/formænd/FTR, der tager afsted fra onsdag til torsdag.
- Frederiksberg v/Lisbeth. Lisbeth orienterede om en forbedret stemning til HU møderne, senest på temamøde om en kommende MED aftale, hvor Lisbeth har været en del af planlægningsgruppen. Forhåbentlig kan der nedsættes et forhandlingsorgan inden længe. Lisbeth er ved at lave udkast til et tillæg til forhåndsaftalen (handicapområdet), da der er forhandlet et ekstra funktionstillæg for at være medicinansvarlig.
- TR møder v/John. John orienterede om møderne i marts, hvor der var gode debatter om budgetprocessen samt arbejdspladsrunder. Mødet d.18/4 april er fælles for alle TR + AMR. Oplæg ved Thomas Milsted om stress og forpligtende fællesskaber. Efterfølgende er der valg til FTR, John genopstiller.
- Socialpolitisk netværk d.29/3 2023 kl.9.15-12 om Barnets lov. Hvem deltager udover Lisbeth? Michael deltager. Lisbeth giver besked til Samuelsen.
- Socialpolitisk netværk d.31/1 v/Mette og Lisbeth. Møde med to borgmestre ((Rudersdal (K) og Hedensted (K)) omkring status på socialområdet. Det var en oplevelse at prøve at tale om de udfordringer, vi alle kender, for der var mange forskellige vinkler og meget lidt enighed om præmisserne.
- Formidling fra bestyrelsen
- Opdatering af hjemmesiden med bestyrelsen. (bilag; skabelon til udfyldelse). Lisbeth opfordrer bestyrelsen (dem der mangler) til at udfylde info til hjemmesiden, så bestyrelsens side kan blive opdateret.
- Aktivisme forslag; vi vil gerne arbejde med de konkrete forslag fra bestyrelseskonferencen. Lisbeth finder ud af, om der er nedsat arbejdsgrupper for de forskellige ideer. Vores tre forslag er beskrevet under punkt 3: Lukning af borgercenter handicap, klistermærker og begrave velfærden. Kan vi nå at lave klistermærker til uddeling til 1.maj? Skal der laves en arbejdsgruppe omkring klistermærker? Bjarke og Michael vil arbejde videre med ideer til klistermærker og forslag til, hvad en QR kode skal linke til. Thomas skal evt. kobles på i forhold til eventuelle tegninger. Lisbeth finder ud af, hvordan vi kan få trykt klistermærker samt andre praktiske spørgsmål.
- Økonomi og bevillinger
- Gennemgang af resultatopgørelse/regnskab v/Ginny og Lisbeth. Vi gennemgik resultatopgørelsen fra regnskabsårets afslutning. Området har afleveret godt 105.000 kr. tilbage til hovedkassen i LFS (repræsentantskabsbeslutning fra 2020), så egenkapitalen ligger på 100.000 kr. til den kommende budgetperiode. Vi har brugt flere penge på konferencer i bestyrelsen i 2022; det stammer blandt andet fra vores deltagelse i KL’s sociale topmøde. Øvrige udgifter stemmer ret godt overens med budgettet, så det samlede regnskab går stort op uden nævneværdige udsving.
- Merchandise v/Lisbeth (bilag; Merchandise mailkorrespondance + FOA LFS – Merchandise pdf). Vi drøftede forslag til merchandise. Lisbeth tager det med til næste FU/Formandsmøde, da det er aftalt, vi taler med kommunikationsafdelingen om et samlet udtryk i forhold til farvevalg, budskaber m.v. Forslag om termokrus til varm kaffe, så vi har noget at holde varmen med, når vi er ude til demoer. Lisbeth har fået en pris og går videre med det. Følger vi den vanlige fordelingsnøgle og bestiller alt det foreslåede, vil specialområdets andel ligge på ca. 15.000 kr. inkl. moms.
- Eventuel bevilling til Almen Modstand v/Lærke? Lærke trækker forslaget, da de har fået fondsmidler og derfor ikke har akut behov.
- Status på arbejdspladsklubber? Inden udgangen af 2022 var der afholdt arrangementer for godt 4.000 kr. Det er lidt over det budgetterede pr. kvartal, men omvendt har vi ikke noget imod at overskride netop denne post, da det ville være udtryk for, at mange har benyttet sig af muligheden. Lærke orienterede om et arrangement på hendes arbejdsplads, en succes med god debat om aktuelle kampe fremover.
- Evt.
- Sakse anbefaler en artikel fra FOA om ulighed i lokalløn. Jo tættere på chefen jo højere løn… https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2023/02/07/Den-ulige-lokalloen-Chefer-og-ledere-vinder-paa-bekostning-af-de-lavtloennede
- John orienterede om, at seniorklubben har inviteret Persilles Hjemmedyrk til et foredrag.