Referat af online specialbestyrelsesmøde d.23/4 2020
Til stede: Torsten, Christa, Bjørn, Sakse, Jesper, Anne, Ginny, John, Lisbeth (ref.)
På baggrund af regeringens retningslinjer i forbindelse med corona-krisen er fysiske møder indtil videre aflyst i LFS. Bestyrelsen mødtes derfor til et online videomøde, som alle desværre ikke kunne deltage i; enten pga. arbejde, tekniske problemer og lignende. Dagsordenen var af samme grund indskrænket til en minimumsdagsorden.
1) Aktiviteter og møder.
Det planlagte biografarrangement med filmen ”De særlige” blev aflyst; vi tager dette op, når det igen er muligt. Det samme gør sig gældende for fyraftensmødet ”Den nye Internationale” v/Malte Frøslee Ibsen, der skulle have været afholdt 1.april. Af kommende arrangementer udskydes på ubestemt tid fyraftensmøde om ”Optimismens politik” v/Mathias Herup Nielsen samt fyraftensmødet om ”Arbejdsrelateret stress i socialpsykiatrien. Vi håber, det kan lade sig gøre på et senere tidspunkt. Foredraget om udsathed ”Som en korkprop” vil vi derimod forsøge at afholde virtuelt. Lisbeth har talt med Josefine Skjødt og går videre med dette. Vi har desuden aftalt et nyt, ordinært foredrag med Josefine, når forholdene tillader det. Josefine har foreslået at lave nogle korte videosekvenser fra sit foredrag, der kan udgives via facebook, f.eks. en gang om ugen. Disse skal så følges op og afsluttes med et live foredrag efter 4-5 uger med små videoklip. Hold øje med Facebook og hjemmeside for mere info.
2) Bestyrelsens beretning
Vi drøftede stikord til den skriftlige beretning til efterårets generalforsamling (GF), som forhåbentlig kan gennemføres, når vi kommer dertil. Følgende stikord blev nævnt: Nordisk konference, kvalitetsstandarder på handicapområdet, samarbejde med andre faglige organisationer samt bruger og pårørende organisationer, foredrag og møder samt baggrunden for disse aktiviteter, demo for socialområdet i september, happening i december, faggruppelandsmøde i pædagogisk sektor i FOA, bestyrelseskonference og samarbejde med de andre områder, MED samarbejdet, diverse materialer og kampagner, forretningsorden for bestyrelsens arbejde. Lisbeth skriver et udkast til skriftlig beretning og sender rundt til drøftelse. Der tages udgangspunkt i referatet fra GF 2018: www.lfs.dk/13277. Lisbeth sender desuden link til forretningsordenen sammen med referat fra dagens møde. Yderligere kommentarer og input til beretningen sendes til Lisbeth hurtigst muligt.
Vi drøftede kort fremlæggelse af den mundtlige beretning til GF; vi vender til dette, når vi nærmer os.
3) 1. Maj
Fejring af 1. Maj er aflyst både i gården og Fælledparken. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) planlægger en virtuel fejring, hold øje med hjemmesiden og Facebook. Områdeformændene har talt sammen om en happening, hvor man mødes, holder afstand og synger et par røde sange ved søerne. Der er opbakning fra de respektive bestyrelser. Hold øje med hjemmesiden og Facebook for mere information. Den første kampagnevideo, ”Jørgen-Clevin-agtig-gør-de-selv” med Marie Rehfeldt fra almenbestyrelsen er lagt på Facebook d.24/4; flere følger de kommende dage.
4) Fælles udtalelse om pædagoguddannelsen
Almenbestyrelsen har arbejdet med en udtalelse i forbindelse med evaluering af pædagoguddannelsen, som specialbestyrelsen formentlig gerne vil være medunderskriver på. Dette blev også drøftet på faggruppelandsmødet. Lisbeth sender udkast rundt, når det kommer.
5) Evt.
Vi havde en drøftelse af, hvordan det gik rundt omkring under coronakrisen. Vi vendte også nogle bekymringer for fremtiden, og hvordan det sociale område er voldsomt presset og i øvrigt også var det før krisen. Det kan godt være, mange ting kan lykkes trods svære kår, men det har også en pris på sigt. Mange borgere har fået det markant dårligere, og der vil være om muligt endnu flere komplekse og svære udfordringer på socialområdet, når hverdagen begynder at vende tilbage. Vores arbejdsmiljø er også voldsomt udfordret i denne tid, så der skal fortsat være fokus – også på den anden side af krisen, hvor mange af problemerne måske først kommer rigtigt op til overfladen…
Trods tekniske udfordringer var det godt at holde video møde, og vi kommer til at gøre dette igen, når vi nærmer os næste møde i maj. Kontakten holdes naturligvis også fortsat via mail.