Referat af bestyrelsesmøde d. 24/6 2020
Til stede: John, Torsten, Bjørn, Michael, Christa, Ginny, Jesper, Lisbeth (ref.)
- Valg af ordstyrer og referent; Ginny/Lisbeth
- Godkendelse af dagsorden
- Aktiviteter
Foredrag. Josefines online foredrag d.22/6 gik rigtig godt med omkring 18-26 deltagere, gode kommentarer og spørgsmål. Vi vil dog gerne aftale et ”rigtigt” foredrag senere på året. Der er også kommet forslag om yderligere foredragsholdere om mønsterbrydere: Anne Zenon, Ali Najei, Martin Andersen, Rolf Hermansen. Der var forslag om en eventuel foredragsrække i foråret 2021, men også et forslag om at nøjes med et foredrag. Vi vender tilbage til dette, når vi er flere til stede og efter generalforsamlingen, så den nye bestyrelse tager stilling til dette. Efteråret er formentlig fyldt op med de aktiviteter, der er blevet udskudt på grund af corona krisen. Lisbeth kontakter de oplægsholdere, vi oprindelig havde aftale med, for at finde nye datoer i efteråret.
Demo med #EnMillionStemmer lørdag d.27/6 kl.12-13. Der vil være en happening på Rådhuspladsen for at gøre opmærksom på, at det halter med retssikkerheden på handicapområdet. Vi står med behørig afstand med mundbind og sprit, tag gerne ekstra sko med for at repræsentere de mennesker, der er ramt, men ikke kan deltage, fordi de er i risikogruppen. Læs mere om begivenheden på Facebook: https://www.facebook.com/events/263870848013205/
- Generalforsamling, herunder mundtlig beretning og fremtidigt arbejde (jf. bilag).
Lisbeth har booket festsalen på Arbejdermuseet til generalforsamlingen d.21/9. Der bliver bestilt smørrebrødssnitter samt drikkevarer via museets forpagter, Cafe og Øl hallen. Indkaldelsen kommer i LFS Nyt i uge 27. Medlemmer bedes om at tilmelde sig på forhånd, så vi kan tage de rette hensyn i forhold til corona, men tilmelding er ikke obligatorisk. I henhold til evalueringen fra sidste generalforsamling har vi ikke nogen oplægsholder; det bliver for presset. Den mundtlige beretning fremlægges af Lisbeth, da det blev for rodet med fremlæggelse af flere som på sidste generalforsamling.
Temaer til den mundtlige beretning er f.eks. faggruppeudvalg, hvor vi gerne vil slå et ekstra slag for at få medlemmerne på banen. Et faggruppeudvalg kan også være med til at tale området op i forhold til rekruttering og fastholdelse. Der er masser af mulighed for at oprette aktiviteter, såsom det planlagte debatmøde om handicapområdet, der desværre blev aflyst pga. corona. Bestyrelsen har interesse i at have god bredde i forhold til de forskellige områder. Ligeledes skal der berettes om aktivisme med fokus på demoen i september. Der er brug for, at så mange som muligt kommer ind i kampen. Arbejdsfællesskaber; vi har i bestyrelsen haft egne drøftelser om bestyrelsens kerneopgave, da vi har brug for at være mere skarpe på hvor og hvordan, bestyrelsen kan spille en rolle. Vi har også arbejdet med temaet under den nordiske konference, hvor arbejdsfællesskaber blev foldet ud af Jan Hoby og drøftet med vores nordiske kollegaer. Coronakrisen har udskudt en masse aktiviteter og møder. Det har skabt fokus på flere ting, både positive og negative.
Fremtidigt arbejde, stikord: Rekruttering og fastholdelse, arbejdsmiljø, aktivisme, Skrot budgetloven, samarbejde med faglige organisationer, bruger og pårørendeorganisationer og netværk, arbejdsfællesskaber, tiden efter corona, OK21.
Lisbeth arbejder videre med både mundtlig beretning og udkast til fremtidigt arbejde. Det sendes rundt på mail, så vi alle kan kigge på det hen over sommeren. Input gives via mail, og vi drøfter og beslutter det endelige udkast på mødet d.17. august; datoen er desuden deadline for indlægget til LFS Nyt.
- Økonomi/bevillinger
Der er brugt færre penge i foråret pga. nedlukning under corona, men mange af arrangementerne forventes at afholdes i efteråret, så udgifterne er blot udsat. Vedrørende henvendelse om bog bevilling; der er kommet svar fra Akademisk Forlag, der gerne vil udgive bogen, men ikke tror på det store salg, så de vurderer, der skal skydes 100.000 kr. i projektet, hvilket er for meget for os, da vi tidligere har bevilget 5-10.000 kr. til lignende projekter. Lisbeth kontakter SL for at høre, om de vil være interesserede i at udgive den i samarbejde og distribuere den ad egne kanaler. Det bør være muligt at få udgivet bogen for 20.000 kr. hos en almindelig bogtrykker. Lisbeth kontakter også FOA’s trykkeri for at høre, om de vil kunne tage opgaven og til hvilken pris.
- ”Den videns producerende skole”, en håndbog i arbejdsfællesskaber. Oplæg v/ Torsten.
Bogen vakte interesse på baggrund af en anmeldelse, der beskriver den som en håndbog i arbejdsfællesskaber. Bogen taler imod udefrakommende tiltag, one-size-fits-all, hvad der virker et sted, virker også et andet. I stedet skal der fokus på, hvad der virker, såkaldte positive undtagelser, så vi kan lære af hinanden som fagpersoner og de erfaringer, vi deler. Metodisk arbejder man med prøvehandlinger (i det små), så man hurtigere finder ud af, hvilke tiltag virker, og hvilke gør ikke. Pointen er desuden, at læringen og arbejdsmetoderne opstår i det faglige samarbejde mellem kollegaer. Det fordrer, at den øverste ledelse giver plads til metodeudvikling, og at både ledere og medarbejdere indgår i et forpligtende arbejdsfællesskab. Torsten giver gerne et udvidet oplæg, hvis det har interesse.
- Gensidig orientering
- TR-sommerfest d.28/8. Festen er på grund af corona rykket fra juni til d.28.august. Dørene åbnes kl.17. Pris: 50 kr., der inkluderer 2 fadøl/sodavand, mad og chips, betales via mobilepay. Se mere på hjemmesiden: www.lfs.dk/14426
- DAV netværk (De Anbragtes Vilkår). Lisbeth har deltaget i et dialogmøde med netværket og socialborgmester, Mia Nygaard, og andre politikere og fagfolk om Fremtidens Handleplaner. Her drøftede man dilemmaer og mulige konsekvenser i at gentænke handleplaner som et centralt styringsredskab. Der bliver udarbejdet et oplæg, der videresendes til socialministeriet som konkret bidrag til processen omkring Barnets lov. Lisbeth sender oplægget fra DAV ud sammen med referatet til orientering.
- Konference om overgang fra ung til voksen. Der afholdes konference d.1/9 kl.13-16 i Fællessalen, Christiansborg med titlen Hvordan sikrer vi en god overgang til voksenlivet for anbragte unge? Lisbeth, Torsten og Jesper deltager. Man tilmelder sig selv, jf. bilag i mail fra Lisbeth d.22/6.
- HB. Møde i LFS’ Hovedbestyrelse d.22/6 blev afholdt via Skype. Britt orienterede om overenskomstfornyelsen i 2021. LFS’ årsregnskab 2019 blev gennemgået. HB drøftede det fremtidige arbejde forud for repræsentantskabsmødet d.20.-21. november.
- Handicap partnerskab. Lisbeth orienterede om drøftelser i handicap partnerskab, hvor FOA deltager. Det er blandt andre Danske Handicaporganisationer (DH) og Socialpædagoger (SL), der er de drivende kræfter i samarbejde med socialministeriet. Socialministeriet har oprettet en portal til vidensdeling, hvor flere organisationer og foreninger har givet input til, hvordan man kan imødegå ensomhed, en ensomhedsstrategi, og hvilke opmærksomhedspunkter de ser i forbindelse med genåbning efter corona.
- Frederiksberg. Der er pr. 1/8 ansat ny B&U direktør, Nina Eg Hansen, tidligere direktør for Socialforvaltningen/SOF i København.
- Borgercentre. Bjørn har fået plads i Borgercenter MED på voksen udsatte området. Der er kommet ny borgerchef for BBU, Charlotte Ibsen (tidligere Hvidovre kommune).
- Formidling fra bestyrelsen. Den skriftlige beretning fra specialbestyrelsen udkommer med LFS Nyt i uge 27 sammen med indkaldelsen til Generalforsamling d.21/9. Udkast til fremtidigt arbejde kommer i LFS Nyt til august. Vi skal overveje at være mere proaktive i forhold til at få vores synspunkter i bladet; vi vender tilbage til dette.
- Evt.
Vi drøftede situationen under corona, hvor medarbejdere i risikogruppen (eller har pårørende i risikogruppen) har været hjemsendt med løn. Særloven fra maj danner grundlag for denne situation. Nu har KL så tolket situationen som, at arbejdsgiver kan stoppe lønnen og lade folk gå hjemme på sygedagpenge – med store økonomiske problemer til følge for medarbejderen. Københavns Kommune læner sig op ad KL’s tolkning. LFS samler de konkrete eksempler sammen og videregiver sagerne til FOA, der er uenig i denne tolkning. LFS følger sagen tæt.