Relationer er noget af det særlige ved dagplejen
Dagplejeområdet i LFS vil i de kommende år arbejde på at udbrede kendskabet til det specielle området kan. Videoklip skal vise omverdenen, hvordan dagplejen arbejder med relationer mellem børn og voksne.
Dagplejen har med sit fokus på relationen mellem barn og voksen nogle helt særlige forudsætninger for at støtte op om en positiv udvikling for det enkelte barn.
Men det er langt fra alle forældre og politikere der kender til virkeligheden. Derfor har dagplejeområdet i LFS vedtaget at forsøge at udbrede kendskabet til netop det relationelle arbejde.
”I dagplejen har vi vedtaget, at vi i de kommende år skal arbejde med at udbrede kendskabet til det særlige ved dagplejen, at man her i dagplejen kan arbejde med de nære relationer mellem barn og voksen,” fortæller den afgående formand for dagplejeområdet, Marianne Rosell.
”De nære relationer er hele grundlaget for at støtte op om en positiv udvikling for det enkelte barn. Disse muligheder, vil vi udbrede kendskabet til,” siger hun til LFS Nyt.
Midlet til at ramme forældre og politikere vil være små videoklip, som distribueres via postkort med en såkaldt QR-kode, som man kan scanne og så se på sin smartphone. Videoklippene skal også distribueres via Facebook.
”Vi vil blandt andet sende postkort til politikere og forældre med en QR kode, som skal vise en lille film med fokus på relationen mellem dagplejer og barn,” uddyber hun.
Formålet er naturligvis og vende udviklingen med nedskæringer på området:
”Vi ved det, men politikerne og forældrene skal også vide, at der er en grund til, at vi skal bevare den kommunale dagpleje,” siger Marianne Rosell.