Sol, sommer og kafkaske tilstande
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Første halvdel af 2023 har været et mareridt af kafkaske dimensioner. Og det lover ikke godt for resten af 2023. Socialdemokratiet har skabt deres eget Frankensteinmonster af en regering. En klon af det værste fra det 21. århundredes blå regeringer. At Socialdemokratiet er ét parti i regering og et andet i opposition, har vi vidst i lang tid. Problemet er, at det bliver værre og værre, fordi det bliver mere og mere blåt.
Det er ikke bare er en ulykke for landet, velfærdsstaten og den danske model, men også for klimaet, lighed, arbejdere, tilkæmpede rettigheder og retssikkerheden for syge, svage og udsatte borgere i alle aldre. Den dårlige nyhed er, at det ser ud til at blive værre. De rige kan se frem til endnu flere skattelettelser, end de skattelettelser for 65 milliarder de har fået de seneste 21 år. Selvfølgelig betalt af flertallet.
Store bededagstyveriet var groet i Socialdemokratiets have. Angrebet på seniorpensionen ligeså. Socialdemokratiet har i tre årtier vist sig at være bedre til at føre blå politik end de blå. Som den budgetlov ingen forholder sig til, hverken folketingspolitikere, kommunalpolitikere, regionspolitikere eller fagbevægelsen. Til trods for at budgetlovens strangulering af velfærden er den vigtigste årsag til medarbejderflugtskrisen og rekrutteringskrisen.
For hvem fanden gider bruge deres vigtigste timer på dagen og de vigtigste år af deres liv som underbetalt, underkendt og overbebyrdet. I hvert fald ikke ungdommen. Heller ikke de tusindvis af pædagoger, sygeplejersker, lærere og andre offentligt ansatte, som har taget deres gode tøj til et arbejde, hvor de er værdsat.
Kommunekasserne bugner af penge. 60 milliarder. Men alligevel har flere end 50 kommuner seks måneder inde i 2023 genåbnet deres budgetter og lavet massive nedskæringer på skoler, daginstitutioner og plejehjem. For eksempel i to af landets fattigste kommuner, som sammenlagt har brugt 700.000 kroner på at få besøg fra kongehuset, mens man ellers har gjort sig store anstrengelser for at skrabe penge sammen ved at lave besparelser på idrætsanlæg og fyre kommunalt ansatte.
Er man så uheldig at være handicappet i Danmark, hvor vi ellers bryster os af at være åh så meget for de svageste, må man bede til de højere magter for en ordentlig behandling. For hvis man skal tro statsrevisorernes gennemgang af handicapområdet, så står det nemlig virkelig skidt til her.
Det er et kollektivt svigt begået af skiftende regeringer og en bovlam fagbevægelse. Det belejlige ved politikernes (og fagbevægelsens) kollektive svigt er, at der ikke følger en kollektiv straf. Straffen tilfalder i stedet ofrene, altså de mennesker som er afhængig af velfærdsstatens sikkerhedsnet, omsorg og solidaritet, og alle dem der arbejder i den offentlige sektor.
Men der er ikke bare tale om én straf, snarere en dobbeltstraf, hvor man først effektiviserer velfærdsstatens bærende søjler helt i smadder, så de opgaver, som fællesskabet betaler for, ikke kan løses tilfredsstillende. Derefter kaster man et trecifret milliardbeløb efter overklassen, krudt og kugler. Det er ikke et spørgsmål, om der er råd. Mens hundredvis af milliarder vælter ind, og dansk økonomi står stærkt, må man forstå, at bunden vil gå ud af statskassen, hvis vi sørger for ligeløn til de traditionelle kvindefag, for at syge mennesker ikke skal piskes rundt i aktivering, for at genoprette sundhedsvæsnet, og for at sikre mennesker med handicap en værdig behandling.
Man skal vist være masochist for at kunne holde ud at tænke på det. Men for at holde en optimistisk stemning, så er det sommer, himlen er blå og håbet for fremtiden ligger hos os – det arbejdende folk.